Racerapport – Frederikke til Challenge Roth 2018

En brækket hånd var ingen undskyld for vores super seje ambassadør, Frederikke, som gennemførte Iron Man Challenge Roth den 1. juli 2018. Den oprindelige målsætning lød på ny pr, men pga. en brækket hånd fra et bilsammenstød på cykeltræningen, så blev målet ændret til at gennemføre en Iron Man med en brækket hånd. Vi er virkelig imponeret og synes det er så stærkt gået! I denne racerapport kan du læse om optakten, oplevelsen under og efter et løb af den størrelse med en brækket hånd. God læsning, og giv endelig et skulderklap til Frederikke i kommentarfeltet under indlægget 🙂   

Hvilke mål havde du for Challenge Roth? Og hvorfor var det lige ved dette race du ville indfri dem?

Tre uger før stævnets start, blev jeg påkørt af en bil på min sidste lange træningstur, hvor jeg desværre brækkede min hånd. Dette medførte, at Challenge Roth gik fra at være drømmen om en PR, til at blive drømmen om at gennemføre.

Jeg har aldrig været så godt forberedt til en Ironman, som jeg var til denne. Dette betød også, at jeg mentalt røg meget langt ned efter styrtet. Jeg fik at vide af lægerne, at jeg godt kunne slukke håbet om at gennemføre en Ironman, men dette lod jeg mig heldigvis ikke stoppe af. Så tre uger senere lå jeg i vandet, da startkanonen lød kl. 7.05.

Jeg meldte mig til dette stævne 1 år før, da jeg havde hørt så mange positive ting omkring det. Heriblandt fed stemning og hurtig rute, hvilket er to af de ting, som har størst betydning for mig, når jeg vælger stævner.

 

Hvad betød skaden ift. din forberedelse? 

Hvis jeg havde haft den optimale optakt, havde jeg trænet mellem 10-15 timer de 2 næstsidste uger op imod raceday, og omkring 6-8 timer i raceweek. Dette kunne desværre ikke lade sig gøre, da jeg hverken kunne cykle eller svømme. Mine træningspas bestod derfor af rigtig mange timer i løbeskoene, og den næstsidste uge løb jeg omkring 70 kilometer, hvoraf jeg normalt løber omkring 40-45 kilometer i løbet af en ’normal’ træningsuge. Det var ikke perfekt, men det var det nærmeste jeg kunne komme en optimal træningsuge. Derudover stod jeg også med en totalskadet cykel, som ikke kunne hjælpe mig igennem en Ironman. Dog var jeg så heldig, at jeg fik lov at låne en cykel af min gode veninde fra Sjælland. Efter at have fået en skinne til min hånd, havde jeg mulighed for at prøvekøre cyklen en lille uges tid inden raceday.

Min forberedelse bestod hovedsageligt af at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne gennemføre med nul timers cykling og svømning i ugerne op til raceday. Derudover sørgede jeg selvfølgelig for at indtage mine daglige vitaminer (heriblandt fiskeolie og magnesium) og spise en masse pasta, for at få fyldt depoterne op til ræsdagens strabadser.

Hvordan var din oplevelse af Challenge Roth og hvordan gik det på de forskellige distancer taget din brækkede hånd i betragtning? 

Challenge Roth var min 4. fulde distance, som jeg skulle deltage i. Det er også det stævne, som jeg har været bedst forberedt til og alligevel ikke. Jeg tror, at jeg taler på alle triatleters vegne, når jeg siger, at der er sommerfugle i maven på raceday – og specielt, når det gælder en fuld Ironman distance. Så selvfølgelig var der også sommerfugle i min mave.

Vi, min kæreste, hans mor og jeg, stod op søndag morgen kl. 4, da vi skulle være på stævnepladsen kl. 5. Det var meget tidligt, men jeg havde fået en god nattesøvn, og jeg følte mig forholdsvis klar. Vi landede på stævnepladsen omkring kl. 5, hvor det hele var meget velorganiseret mht. parkeringspladser og lignende (tyskerne har virkelig styr på organisering). Vi tjekkede vores cykler igennem – pumpede dækkene en sidste gang, sørgede for at hjelmen lå hvor den skulle og afleverede vores T1 pose. Stemningen på pladsen var sprængfyldt af nervøse triatleter – lige præcis, som det skal være.

Kl. 7.05 lød starten for mit vedkommende. Det var en vandstart, så jeg lå i vandet sammen med ca. 250 andre kvinder, da kanonen lød. Det var første gang jeg prøvede kræfter med sådan en type start, men det fungerede rigtig fint. Jeg holdt mig lidt tilbage, da jeg, som skrevet, havde en brækket hånd. Derfor lå jeg alene på stort set hele svømmeruten. Jeg havde en dejlig svømning på trods af den manglende træning. Det hjalp også gevaldigt på det, da der stod folk hele vejen langs med ruten, som sørgede for god stemning.

T1, som var meget kort, gik fint. Jeg fik hurtigt min våddragt af, og i modsætning til Ironman stævner, fik man hjælp i skiftezonerne. Det var helt vildt fedt. Alle ens ting blev hældt ud på gulvet for en, og man skulle ikke tænke på at pakke ens våddragt, da det også blev gjort for en.

Jeg havde valgt ikke at cykle med ur på, da jeg viste, at jeg ikke kunne leve op til mine forventninger. Så det eneste jeg skulle koncentrere mig om, var at indtage mine GU gels og dermed holde mig kørende over de 180 kilometer. Noget af det som Challenge Roth især er kendt for, er den såkaldte ’Solar Hill’, og hold nu op! Jeg har aldrig oplevet så vild en stemning. Tilskuerne stod så tæt, at de skulle rykke sig til siden, for at man kunne køre igennem. Der var høj musik, og der blev råbt og skreget og heppet, som jeg aldrig har hørt det før. Det var umuligt ikke at smile, da man passerede ’Solar Hill’ på den ellers meget kuperede rute. Stemningen er svær at beskrive, men jeg har givet den et forsøg. Og hvis ikke det er givende nok, så er Challenge Roth et besøg værd udelukkende for at mærke denne stemning. Cyklingen var hård, men smuk. Det var en noget mere bakket rute end forventet, og vi blev desværre også ramt af en del modvind. Jeg prøvede så vidt muligt at indtage den energi jeg skulle, men det er svært, når man ikke har et ur på, og dette kom jeg desværre også til at betale for senere hen…

Da man kom cyklende mod T2, blev ens nummer råbt op, og så stod der en hjælper klar med ens pose i hånden ved indgangen til skifteteltet – ren luksus. Og igen fik man hjælp til både at hælde ens ting ud og pakke de ting, som man havde brugt på cyklen.

Lige da jeg kom ud på løbet, føltes mine ben MEGET tunge, og jeg tænkte: ’jeg kommer aldrig igennem 42 kilometer på de her ben’. Heldigvis løsnede de op i løbet af de første 5 kilometer, og indtil omkring 18 kilometer gik det flyvende – jeg løb lige som jeg skulle, og jeg havde det godt (på den måde, som man nu har det godt på, når man er nået til løbet på en Ironman). Jeg havde virkelig glædet mig til løbet, da det var det eneste som jeg havde trænet, og jeg var sikker på, at det nok skulle gå godt. Desværre begyndte jeg at få maveproblemer omkring 18-19 kilometer, og her måtte jeg på toilettet første gang. Der er rigtig mange triatleter, som kæmper med maveproblemer, men jeg troede at jeg havde knækket koden med mine GU gels. Desværre blev jeg bare ramt af manglende træning på energiindtag, og måtte løbe fra toilet til toilet på hele den sidste halvdel af løbet. Det var på ingen måde optimalt, og jeg må da også ærligt indrømme, at da jeg sad på toilettet ved omkring 25 kilometer, og var ved at besvime på grund af manglende energiindtag, spurgte jeg mig selv, om det virkelig var det værd. Og heldigvis blev jeg enig med mig selv om, at det var det. Løbeturen var mildest talt et helvede for mig. Dog var selve løberuten fed og delvist kuperet med masser af tilskuere, hvilket jeg ikke må glemme at skrive. Da jeg nåede skiltet, hvor der stod, at jeg havde løbet 40 kilometer, begyndte tårene stille og roligt at presse på. Det gik op for mig, at jeg nok skulle komme igennem. Opløbsstrækningen var den længste jeg nogensinde har prøvet, og det er lige som om, at ligegyldigt, hvor meget man prøver at nyde det, så føler man aldrig, at man har nydt det nok. Men jeg gjorde hvad jeg kunne, og da jeg drejede om det sidste hjørne, stod min kæreste med armene oppe over hovedet og en medalje i hånden. Her knækkede jeg fuldstændig sammen, og jeg har sjældent været så glad for at se ham, som jeg var lige der. Triatlon er en syret sport, og rigtig mange folk spørger, hvorfor jeg gør det. Og det er lige præcis på grund af øjeblikke, som disse, at jeg gør det. Følelsen af befrielse, følelsen af at vide, at jeg kæmpede mig igennem, følelsen af at alle mine nære er stolte af mig, følelsen af, at jeg ikke kunne have gjort det bedre i den situation, følelsen af fællesskab omkring det at gennemføre og selvfølgelig følelsen af at være stolt af sig selv.

Hvordan er følelsen efter racet og din evaluering af det?

Jeg var slet ikke stolt af mit resultat, da jeg kom i mål. Jeg synes, at det havde været et ganske forfærdeligt race, og min første tanke, da jeg krydsede målstregen var, at ’det her gør jeg aldrig igen’. Men i takt med at jeg fik det bedre, begyndte jeg at synes at det havde været en fed oplevelse, og jeg glemte hurtigt tanken om, at jeg aldrig ville gøre det igen. Den samlede tid endte på 10.48 timer, og jeg havde regnet med at slå min PR, som er på 10.26 timer. Så på denne parameter, gik det ikke som planlagt. Men lige så snart jeg fik noget mad i maven, og snakkede med nogle fornuftige mennesker, kunne jeg godt se, at jeg burde være stolt af at have gennemført racet med en brækket hånd og dårlig mave. Intet var som det plejede at være, men nogle gange er det også sundt at prøve. Nu ved jeg hvad jeg skal arbejde på fremadrettet mod VM på Hawaii.

Når vi kigger fremad, hvad er så dine næste mål?

Efter jeg gennemførte Challenge Roth, har jeg haft minimal træning på programmet. Jeg trængte til en velfortjent pause fra det stress, som der normalt ligger over en, når man træner op til et stort stævne. Jeg har spist en masse is og kage, og været stolt af min kæreste og mig selv. Når jeg er klar igen, hvilket jeg bliver inden for de næste par uger, så skal der sættes kurs mod Hawaii og jagten på den gode oplevelse derovre. Jeg er helt vildt spændt, og jeg glæder mig sindssygt meget. Jeg skal have styr på energiplanen, og ellers skal der bare trædes en masse watt, når jeg på et tidspunkt har anskaffet mig en ny cykel.

Vil du følge vores andre ambassadører eller Frederikke på Instagram?

@frikkeidontri for at følge Frederikke på instagram

@supplymytraining for at følge vores andre ambassadører og medlemmer på instragram

Vil du gerne bruge samme energiprodukter som Frederikke, så findes de her under GU.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *