Racerapport – Frederikke til IM Hawaii 2018

Frederikke var afsted til sæsonens helt store mål på IM Hawaii for at måle sig med de aller bedste og samtidig få en på opleveren. Vi har spurgt hende ind til turen, oplevelsen af verdens største triatlonsetup og hvordan det gik hende til racet. 

Frederikke (til venstre) med veninden Line som også deltog.

Du har været afsted til sæsonens helt store mål, både konkurrence- og oplevelsesmæssigt. Vil du fortælle lidt om det?

Bedre sent end aldrig! Er det ikke sådan man siger? Det er i hvert fald endelig lykkedes mig at få skrevet nogle ord om ræset på Hawaii. Det er ikke altid lige nemt at læse til kiropraktor, dyrke triatlon på højt niveau og stadig bestå sine eksamener 😉

Min kæreste og jeg fløj mod Hawaii d. 4. oktober (9 dage før racestart). På vej dertil mellemlandede vi i San Francisco, hvor vi mødtes med mine forældre og tog en overnatning (kan GODT anbefales, da det er en virkelig lang tur). På grund af tidsforskellen landede vi på Hawaii d. 5. oktober omkring middagstid. Min cykel var med mig (pyha), men det var min kuffert desværre ikke! Derfor blev min planlagte træning de første par dage spoleret, da jeg først modtog min kuffert efter 4 dage. Det er ikke lige frem ’ønske-optakten’ til årets A-race, og jeg var vist heller ikke så sjov at være i nærheden af indtil jeg modtog min kuffert. Min kæreste og jeg skulle deltage i ’practice swim’, som fandt sted om lørdagen (en uge før racet). Det var selvfølgelig meningen, at jeg skulle have svømmet i mit swimskin, som lå i min kuffert… Derfor tog vi ud og købte et nyt swimskin på flyselskabets regning. ’Practice swim’ startede forholdsvis tidligt – vi skulle checke os ind omkring kl. 6, og så gik starten omkring kl. 7. Planen, for mit vedkommende, var at nyde det, teste udstyr og afprøve ruten, og det gik lige efter planen. Jeg cruisede igennem de 3.8 km i det MEGA flotte vand på omkring 1 time og 15 min., hvor jeg også var så heldig at se delfiner!

Søndag fik jeg endelig muligheden for at komme ud og køre på Queen K på Karla (Canyon Karla). Første tur var bestemt en til mindebogen. Solen var kun lige stået op, det var allerede virkelig lummert og der var en let brise – alt var som det skulle være. Min familie og jeg boede ca. 10 km væk fra Kona, så jeg havde et lille stykke ud til den rigtige del af den officielle Ironman rute. Det var både godt og skidt at bo lidt væk – man fik fred fra alle de toptrænede atleter, som løb op og ned ad Ali drive i døgndrift, men samtidig skulle min far køre os til byen, hver gang vi skulle ind for at svømme eller lignende (vi havde lejet en bil, hvilket er en GOD ide, hvis ikke man bor midt i Kona). Mandag, raceweek, begyndte der får alvor at dukke mange atleter op rundt omkring, og som atlet er man ikke i tvivl om, hvem der skal deltage. Det er lige før, at man føler sig udenfor, hvis ikke man går rundt i en finisher t-shirt fra et tidligere stævne eller en t-shirt fyldt med tryk på fra sponsorer. Jeg gik bare rundt i min stribede kjole, og lod min kæreste tage spotlightet fra mig ? I dagene op til ræset fik jeg afprøvet noget af løberuten, da jeg både fik løbet på Ali drive og nede omkring det berømte ’Energy lab’, som egentlig bare er en vej ret langt væk fra alting. Det var fint at prøve, men det var ikke alt afgørende (læs: det er lige som at løbe alle andre mulige andre steder). Jeg sørgede for at løbe tidligt om morgenen eller om aftenen efter solnedgang, for at holde mig så hydreret som muligt mod raceday.

Hvilke mål havde du for IM Hawaii og blev de indfriet?

Selvfølgelig har man nogle mål, når man står på startlisten til et verdensmesterskab. Men om disse mål bliver indfriet, er straks et andet spørgsmål. Da jeg kvalificerede mig tilbage i november måned sidste år, var jeg sikker på, at jeg ville tage til Hawaii for oplevelsens skyld og nyde racet og suge stemningen til mig. Men som dagen nærmede sig, kunne jeg godt mærke på mig selv, at det faktisk ville være ret fedt at gøre det godt. Samtidig var jeg også klar over, at klimaet på Hawaii er noget for sig selv, og at alt skulle klappe både i dagene op til, og på selve raceday, for at jeg ville være tilfreds. Målet var at svømme på under 1 time og 10 min., og dette blev, som det eneste mål, indfriet. Jeg svømmede på 1 time og 8 min., og jeg afsluttede med en high five til min ’partner in crime’, Line Bonde. Herfra gik det desværre også kun ned af bakke. Der gik et stykke tid før jeg fik hul igennem til benene, da jeg kom ud på cyklen, og da der endelig var hul igennem fik jeg desværre en tidsstraf for drafting. Der var overdrevet mange mennesker på cykelruten, og det var nærmest umuligt ikke at komme til at drafte på hinanden. Specielt som dame, da man indhenter de lidt langsommere mænd efter svømningen. Det var ærgerligt, men der var ikke noget at gøre ved det. Jeg skulle tage straffen ude ved Hawi, som er det sydligste punkt man kommer til på ruten, og man kommer dertil efter at have kørt op ad i lang tid. Derfor blev benene godt syret til, før de fik lov til at stå stille i 5 minutter. Jeg tog straffen med et smil på læben, selvom den havde demotiveret mig hele vejen ud til Hawi. Men de frivillige, som stod ved ’penalty tent’, var søde og rare, og jeg fik mig en god sludder med dem. Da jeg forlod teltet gik det stort set kun ned ad, og jeg havde kun én ting i hovedet – ’jeg vil hjem’. Det var heldigvis 2 ting der gik meget godt hånd i hånd, så turen tilbage til Kona gik hurtigt (det føltes i hvert fald sådan). Jeg endte med et cykelsplit på 5 timer og 38 min., som var langt fra hvad jeg havde håbet og forventet.

Det var virkelig fedt at komme ind til Kona igen, da der var fyldt med mennesker, høj musik og god stemning (og selvfølgelig min familie). I T2 fik man al den hjælp man kunne tænke sig fra de frivillige, som der var MANGE af. Jeg plejer altid at glæde mig til at komme ud på løbet, da det er den disciplin som jeg er gladest for. Og det gjorde jeg også denne gang. Dog gik det hurtigt op for mig, at det ville blive en laaaaang løbetur, da varmen fik taget sit kram om mig allerede inden for de første 10 kilometer. Jeg viste, at jeg ville møde min familie omkring kilometer 8, og jeg havde besluttet mig for, at jeg lige ville stoppe og få et kys og et kram. Den idé var min kæreste desværre ikke helt med på, så han fik meget hurtigt skubbet mig i gang med at løbe igen…

Fra kilometer 12 og til omkring kilometer 38 var man stort set alene. Hverken familie eller heppere, men derimod en helt masse vanddepoter, hvor der stod yderst engagerede frivillige. Det var en meget lang mental kamp om at komme til målstregen. Jeg mødte Line, da jeg havde løbet 26 kilometer, og vi var fuldstændig lige tømte for energi (Line havde løbet lidt over 30 kilometer på dette tidspunkt). Derfor gav vi hinanden en krammer og et klap på skulderen, som gav mig et lille boost med energi. Da jeg havde været nede og runde Energy lab, og havde løbet et par kilometer på Queen K, blev jeg mødt af min lillebror og kæreste. Jeg har lyst til at sige, at det var takket være dem, at jeg kom i mål. For hold nu op, hvor var det dejligt at se dem der. Jeg havde været alene meget længe, og jeg følte mig ynkelig (som man jo gør, når man har løbet 35 km i en Ironman ?), og de var lige hvad jeg havde brug for.De fulgtes mere eller mindre med mig i 4 kilometer, og de gjorde mig mere løbende end jeg havde været længe (TAK). Da jeg endelig nærmede mig Kona, den høje musik, alle menneskerne og den fantastiske stemning, fik jeg fornyet energi, og jeg løb hurtigere end jeg havde gjort meget længe. Opløbsstrækningen var dejlig lang og jeg prøvede virkelig at nyde den. Et års disciplineret træning eskalerede på få minutter. Det var det hele værd, som det jo generelt er, når man løber over målstregen. Jeg endte med en tid på 10 timer og 56 minutter. Jeg var ikke tilfreds, men jeg var heller ikke skuffet. Det var Hawaii, og det var en kæmpe oplevelse.

Hvordan havde du forberedt dig før konkurrencen? Og hvad gjorde du på selve dagen inden start?

Vigtigst af alt: vand! Drik vand, vand, vand og atter vand. Om du er tørstig eller ej, skal der indtages vand hver dag og hele tiden (okay, selvfølgelig skal du ikke over-hydrere dig selv, men du ved hvad jeg mener). Jeg sørgede for hele tiden at have en flaske vand på mig, og derudover indtog jeg en elektrolyt tablet hver dag, som var opløst i vand. Man skal på toilettet hele tiden, men det er bedre at være hydreret end at være dehydreret på selve dagen ?

Med hensyn til mad spiser jeg generelt vegetarisk, hvilket jeg selvfølgelig også gjorde op mod raceday. Jeg indtog mere pasta end jeg normalt gør, og jeg spiste lidt mindre is og kager (hvilket var svært, da 3.8 liter is kun kostede 50 kr. ?). Jeg sørgede også for at indtage mine sædvanlige vitaminpiller som fiskeolie, C-vitaminer og B-vitaminer.

I min træning op til ræset, har jeg kun indtaget GU gels og energipulver (Vitargo eller Maurten), hvilket har fungeret rigtig godt for mig og min mave. Derfor blev løsningen på raceday, at jeg kørte med 2 flasker med dobbelt mængde energipulver, og derudover indtog 4 gels undervejs på cyklingen. På løbet havde jeg GU gels med mig, men min energikilde blev (desværre) kun til Cola, da jeg fik lidt problemer med min mave undervejs. Cola er en life saver til stævner!

I dagene efter ræset bukkede jeg 100 procenter under for mine lyster, for nu var det jo off-season. Derfor spiste jeg lige hvad jeg havde lyst til. Dog ender det rigtig tit med meget saltet mad (en post-ironman krop er lidt lige som en tømmermands krop).

Nu er der gået en måneds tid efter konkurrencen – hvordan har du det med resultatet? Og har du nogle fif til andre, som gerne vil eller skal til Hawaii?

Som tidligere skrevet var jeg ikke tilfreds med mit resultat, men samtidig var det også svært at vide, hvad man kunne forvente af sig selv. Jeg har heldigvis lært nogle nye ting, som jeg bestemt kan tage med videre til den kommende sæson. For det første skal jeg træne skiftet fra svøm til cykling. Det er rigtig tit undervurderet, men der går ofte lang tid, før jeg har hul igennem til mine ben. Jeg tror, og håber på, at lidt træning på dette punkt, kan gøre mig stærkere på de første kilometer på cyklen.

Lidt mere Hawaii specifikt, vil jeg anbefale, hvis man selv har intentioner om at kvalificere sig til Hawaii eller allerede har gjort det, at man tager derned i så god tid, at man kan nå at løbe en længere tur dernede. Varmen rammer hårdere end man lige umiddelbart tror. Jeg ville gerne have været oppe at løbe omkring 20 kilometer derovre, så jeg havde vidst hvordan min krop responderede på løbet og varmen over længere tid.

Efter selve løbet havde vi, heldigvis, et par dage mere på Hawaii, hvor vi fik set øen. Jeg kan varmt anbefale, at man tager op og ser solnedgangen på Mauna Kea (wow, det er flot). Dette gav mig også muligheden for at slappe helt af, før hjemrejse og eksamen ventede mig. Efter hjemkomst trænede jeg minimalt de første 2 uger. Jeg havde brug for en pause, og for at finde motivationen igen, hvilket jeg fandt efter et par uger.

Nu går vi ind i vintersæsonen – har du allerede sat mål for næste sæson? Og hvordan planlægger du at holde formen over vinteren?

Jeg har ingen mål for den kommende sæson – endnu. Men, jeg er sikker på, at det bliver en FED sæson. Dels fordi jeg er blevet klogere på triatlon i løbet af året, og dels fordi jeg har nogle spændende stævner i mine overvejelser. Hvilke, kan jeg ikke sige endnu.

Hen over vinteren vil jeg rigtig gerne forbedre mig på cyklen. Derfor skal der køres hårde intervaller på hometraineren, som min kæreste står for at lægge. Derudover skal jeg ud og løbe en helt masse lange ture, fordi jeg elsker det, og så skal der selvfølgelig også løbes nogle intensive intervaller. Hvad angår svømningen, så satser jeg på at lægge en masse energi i teknikken, så jeg forhåbentlig kan rykke mit niveau til næste sæson. Mine træningskammerater og min klub er en kæmpe motivation for mig, og det er også dem der gør, at jeg kommer igennem de hårde pas henover vinteren. Det bliver forhåbentlig en god vinter med en masse træning, så næste sæson kan gå lidt bedre end denne sæson. TAK fordi I havde lyst til at læse med.

Vil du følge vores andre ambassadører eller Frederikke på Instagram?

@frikkeidontri for at følge Frederikke på instagram

@supplymytraining for at følge vores andre ambassadører og medlemmer på instragram

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *